Rejsebeskrivelser

Her er plads til vores og andre hunde-ejeres rejseoplevelser.

Tyskland 
Et charmerende hus i een af de små landsbyer langs med Slien

Slien i Nordtyskland maj 2009

I maj måned var vi på en lille ferietur til området langs med Slien - eller Schlei, som den hedder på tysk. Slien er en dyb fjord, der går fra Østersøen og ind til Schleswig.
Missunde var vores første mål på turen. Det er et færgested med nogle få huse, et par restauranter, et par campingpladser, en lystbådehavn - og ikke mindst færgen, som fragter cyklister og biler fra den ene side af Slien til den anden.

Missunde er idyllisk, og vi boede på campingpladsen ved Missunder Fährhaus. I udkanten af campingpladsen er der et område, hvor ikke mindst autocamperne holder til. Det ligger langs med Slien og med en lille sti ned til lystbådehavnen. På denne del af campingpladsen er der plads nok til hunde, og man kan også finde luftemuligheder i udkanten af området.
Missunder Fährhaus er en restaurant med udmærket mad. Dog var der lidt for travlt, da vi var der, så betjeningen blev også derefter.

                           

Slien set fra færgen ved Missunde

Vi var mest i området Schwansen syd for Slien. Det er et kønt område, som gør sig rigtig godt i maj måned, hvor alt er grønt. 
Her er der mange cykelturister i weekenden, og der er fine cykelruter mellem de små landsbyer. Hist og her findes der en landcafé, hvor bil- og cykelturisterne kan holde pause i selskab med en kop kaffe - og nogle meget, meget flotte og velsmagende kager.

Vi boede på en lille campingplads i Winnemark. Den havde kun en enkelt stjerne og var på mange måder også lidt speciel. Så vidt vi kunne forstå, var den under afvikling.
Men den havde den flotteste udsigt ud over Slien og skibene, der sejlede forbi. Der var ikke mange campister og masser af plads, så på den måde var den fin, når man som os har 2 hunde med.
Bygningerne var gamle og badebroen lidt af et syn. Den var faldefærdig og for at forhindre folk i at gå ud på den, var der pigtråd omkring den .. Ikke noget kønt syn.
Lidt mod forventning, så var bruser og toiletter faktisk helt OK.

Indgang til campingpladsen i Winnemark

Herfra er der kun få kilometer til endnu en færgeoverfart over til Arnis på nordbredden.
Arnis er
en lille by, der ligge på en halvø ude i Slien. Den har lystbådehavn og nogle kønne, gamle huse, men byen virker faktisk ikke særlig turistpræget . Her kan man godt bruge lidt tid, både i byen og ved havnen.

Længere ude mod Østersøen ligger byen Kappeln, som er noget større. Kappeln er mere turistpræget, men også en fin by.

Alt i alt giver området langs med Slien et venligt indtryk med dets kønne landskab, cykelturister og små byer med danskklingende navne.
Bybillede fra Arnis

Frankrig 

                           
                     
Ebbe ved Normandiets nordkyst

Ferie i Normandiet og Bretagne juli 2009

I juli måned 2009 var vi på næsten 3 ugers ferie til Normandiet og Bretagne sammen med vore 2 hunde, Java og Kia.
Vi havde valgt en kombination af camping og Bed & Breakfast. Vi har en campingbus, men da det ind i mellem kan være rart med en rigtig seng, havde vi i forvejen bestilt 8 dages overnatning, fordelt på 3 B&B.

På vej til Normandiet boede vi et par dage på en lille, meget hyggelig campingplads i Picardie, lidt syd for Amiens.
Det er et et fredeligt sted i udkanten af Poix de Picardie, en typisk nordfransk landsby, ca. 25 km syd for Amiens. Byen har et par udmærkede spisesteder, hvor man også kan have hundene med.
                    
Campingpladsen har store parceller, adskilt af høje hække. Hunde er meget velkomne, og lidt udenfor pladsen er der et lille naturområde - ideelt til gåture og luftning af hunden.
Vi blev så glade for pladsen, at vi også tilbragte et par dage her på vej hjem.


Camping le bois des pecheurs

Normandiet er spændende og byder på nogle seværdigheder, man skal se. Bayeux-tapetet i byen Bayeaux er eet af dem. Men med mindre man er helt pjattet med overfyldte turistbyer, så nøjes med tapetet og drop byen.
Det kan være svært at finde en P-plads med skygge, så når man har hundene med i bilen, er det en god idé at vælge een af de overskyede dage til et besøg i Bayeux.

Museerne langs med D-dagens strande fortæller om invasionen den 6. juni 1944 og de store følger, den fik for soldaterne og civile i Normandiet i ugerne efter.
I dag er strandene også meget besøgt som badestrande - når ellers vejret er til det ! Vi havde hundene med ned til Gold Beach en lun regnvejrsaften, hvor strandene lå øde. Det var ren nydelse for et par danske vandhunde.

I Normandiet boede vi bl.a. på en B&B lidt syd for Bayeux, som hedder Ferme de Fontenay. Som mange andre B&B i Normandiet lå det ude på landet og var en kombination af hytteleje, B&B og landbrug.

Værelset lå ved siden af et fælles køkken og stue, hvor der var udgang til have. Her var der havemøbler og mulighed for at lufte hund. Alt i alt et godt stedmed forholdsvis meget plads og mulighed for selv at lave mad.
B&B Ferme de Fontenay

I Bretagne var vi mest omkring Broceliande-skoven vest for Rennes, det yderste af Finistere samt Quimperle ved sydkysten med et smut til festival i Quimper.

Broceliande-skovene var helt sikkert - i al fald iflg. legenderne - Merlins skov. Et smukt område med byen Paimpont i centrum. Hjemsted for druider og flotte souvenirs i form af "Excalibur" sværd og middelalderdragter.

Det yderste Finistere og dens campingpladser er meget besøgt af især tyske turister, men der er også ganske smukt på den lidt vilde måde.

Ebbe ved Finistere

Vi besøgte et par campingpladser i Bretagne. De var i og for sig udmærkede, men parcellerne var små og muligheder for gåture og luftning var begrænsede. Begge steder blev luftning udenfor campingpladsen - trods medbragte poser -til noget halvkriminelt noget i rabatten langs med villa- og sommerhusvejene.

Den ene af de 2 B&B, vi besøgte i Bretagne, skal nævnes her. Værelset var charmerende, men ikke specielt stort. Der var heller ikke direkte adgang fra værelset ud til have eller lignende. 
Denne B&B ligger i historiske bygninger, som er blevet gennemrestaurerede af ejerne gennem de sidste år. I den ene ende af bygningerne ligger de 3 værelser, i den anden ende bor ejerne, som er et belgisk-fransk ægtepar. 
Bygningerne har en hel unik beliggenhed med skoven som nærmeste nabo, og det er også det, der gør det egnet som feriested med hunde.
Faktisk ligger Domaine du Val Ory, som denne B&B hedder, lige i udkanten af Broceliande skovene.
Så der er masser af muligheder for gåture - blandt andet gik vi en smuk tur til en nærliggene sø.

B&B Domaine du val Ory

Holland
Landskabet lidt udenfor Giethoorn

Turen til Holland i begyndelsen af maj 2009 førte os blandt andet omkring sødistriktet Breder Wiede. Det ligger ca. 100 km nordøst for Amsterdam. Man har tidligere gravet tørv i området, og derfor er der idag mange søer her.

Helt speciel er byen Giethoorn. Den har fået tilnavnet "Hollands Venedig", da den gennemskæres af mange kanaler. Bilen parkerer man udenfor den lille by, og så går man rundt via stier og de mange broer i byen. Nogle af indbyggerne har også både liggende som transportmiddel. Husene er smukke, meget velholdte - og vist også temmelig dyre !
En meget fin og smuk gåtur gennem byen for både mennesker og hunde.

Huse og kanaler i Giethoorn

Fra sødistriktet gik turen til Friesland i nord. Her er flere hyggelige byer, blandt andet Workum, Harlingen og Leeuwarden.
I Workum forsøgte vi uden held at finde et hotel, hvor hunde var tilladt. I stedet fandt vi en campingplads med nogle fine hytter, "Camping de Zeehoeve", lidt udenfor Harlingen.

Vi besøgte det nordligste af Friesland oppe ved Vadehavet - eller Friesewad, som det hedder her. En anderledes oplevelse med masser af fugle og får. Byerne her er flere kilometer lange, da husene ligger på selve diget på een lang række.

Får overalt - også på vejen. Jeg måtte ud af bilen og genne dem ind til siden.

Efter et par dage i Friesland tog vi motorvejen tværs over Ijsselmeer og ned til den smukke, gamle by Delft i det sydlige Holland.

Lidt uden for Delft fandt vi en lille campingplads, Camping op de Uylenburg, som lige passede til os. Smukt beliggende og med udsigt til en lille kanal, hvor andemor svømmede rundt med de små.

Campingpladsen ligger i et kønt naturområde, og ud over camping var der også en restaurant og et B&B, hvor hunde dog ikke var tilladt.
Restauranten var ikke billig men serverer rigtig god mad.
Udsigten fra vores plads på Camping de Uylenburg

Campingpladsen har sin egen plads-kanin og sin egen plads-hund. Hver især tog en runde på pladsen et par gange om dagen. Især Kia syntes, det var vældig interessant.

Kia og plads-kaninen

Fra campingpladsen i Delft tog vi en afstikker nordpå til tulipanparken Keukenhof.
Det er afsindig flot !
Der er mange turister -  ligesom os selv, men det er bestemt både entreen, kørslen og alt virakken om sådan et turiststed værd.
Da Keukenhof først og fremmest er tulipaner i alle afskygninger, har det kun åbent et par måneder i foråret; og kommer man til Holland i den periode, skal man ikke snyde sig selv for denne oplevelse.
Keukenhof er også for hunde !